&ARTICLE planteguide: Bananpalme (musa basjoo) |
Et spændende projekt, vi snart kaster os ud i!

&ARTICLE planteguide: Bananpalme (musa basjoo)

En af de grønne planter, vi er mest glade for – og overraskede over – er vores banapalme (bananplante, banantræ – kært barn har mange navne). Der findes et hav af forskellige arter inden for bananpalmer. Vi har arten Musa Basjoo (også kaldet en japansk bananplante) – denne er den mest udbredte i Danmark, og den er relativt nem at få fat i.

Vi anskaffede os vores bananpalme i slutningen af marts, så vi har haft den i 3 måneder. På daværende tidspunkt målte den ca. 50 cm (uden potte) og nu snakker vi altså ca. 1 meter (uden potte). Men den er også kendt for at vokse ekstremt hurtigt, hvis den har de rette betingelser. Hvis du tænker at anskaffe dig en bananpalme, kan du dermed med fordel købe dig en lidt større potte fra start, da du ellers kan omplante den efter relativt kort tid. Vi har fra start haft vores i en 70 cm høj potte, hvor der er plads til ca 75 liter jord. Det så lidt fjollet ud i starten, fordi palmen var så lille i forhold til potten, men nu er det nærmest det omvendte ;)

Bananpalmen er et grønt (flot) monster uden lige
Er du til store grønne planter, og ejer du ikke snerten af tålmodighed, så er bananpalmen lige noget for dig. Den vokser ekstremt hurtigt under de rette betingelser og kan på få år vokse sig flere meter høj. Hvis du ville – det er nok de færreste af os, der har plads – kan du få din bananpalme til at blive 4 – 5 meter høj og få blade, der skyder op til 3 meter ud i hver sin retning, som hver er 50 cm brede – og ja, du kan faktisk godt få bananklaser på dem i Danmark, hvis du gror dem rigtig store!
Dog er bananpalmen ikke til dig, som gerne vil have en stor og perfekt grøn palme – den vil med tiden få revner i bladene, da det er sådan den beskytter sig mod vindstød der, hvor den kommer fra, og bladene vil med tiden hænge lidt.

Din bananpalme skal have meget mere vand, end du tror – og tag den gerne med i bad
Når du anskaffer dig en bananpalme, skal du være indstillet på, at den skal have massive mængder vand. Det er en meget tørstig plante, og hvis du starter ud med en stor potte med en masse jord, vil du også være nødt til at vande lidt ekstra i starten, så jorden under den ikke tørre helt ud. Vi giver vores ca. 10 liter vand 2-3 gange om ugen. Det lyder helt vanvittigt, men den suger som en anden svamp!
Der er forskel på, hvor meget vand bananpalmer skal have, da det afhænger af størrelse, art, placering, lys og potte. En god tommelfingerregel er dog, at du skal give din bananpalme så meget vand, at den ca. 12 timer efter vanding græder, så der drypper små dråber fra de enorme blade.
Da den er en regnskovsart, vil den elske at komme med i bad en gang om måneden og få en skyller fra bruseren – det er godt fugtigt for den. Vores er for tung til at bære ud på badeværelset, og i sådan et tilfælde kan du i stedet bruge en forstøver, der giver samme effekt.

Lys, skygge, sollys? Og hvad med gødning?
Bananpalmer elsker lys. Gerne så meget som overhovedet muligt. Den tåler direkte sollys i mindre mængder, men hvis du kan stille den i skygge, hvor der er lyst, er det mest optimalt. Bananpalmen behøver desuden ingen gødning. Der sker ikke noget ved, at du giver den gødning, men det er formentlig bare spild af gødning, da den i forvejen vokser ekstremt hurtigt. Palmen kan du plante i helt almindeligt pottemuld. Dejligt nemt!

Ekstra tip fra &ARTICLE
Hvis din bananpalme har det godt, vil den lave mange ekstra skud. Vi har hørt om op til 10 skud om året. Vi vil anbefale, at du fjerner skudene, når de har fået lidt stamme og små blade, da de tager meget af næringen og det er begrænset hvor længe, du har plads til mere end én palme i samme potte ;) Du vil både opleve at skudene vokser et stykke væk fra moderstammen og vokser ud af moderstammen. De som vokser separat, kan du med et fast greb hive op af jorden – husk at få rødderne med. De som vokser ud af moderstammen, kan du fjerne med en hobbykniv. Skudene med rødder kan du plante i en separat potte, hvis du vil.

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

HAR DU LÆST DETTE?

Et spændende projekt, vi snart kaster os ud i!